76 / 108
74
– Hit med tasken, gamle kælling! skreg han og flåede den brune taske til sig.
Hun gjorde ikke den mindste modstand. I det øjeblik, han mærkede remmen i
hånden, var tasken hans. Det var lige før, det ærgrede ham, at hun ikke kæmpede,
men bare stod der og gloede på ham.
– Og hils så de andre gamle og sig, at de skal holde kæften lukket, råbte han og
gav hende et puf
. Selvfølgelig faldt hun om på fortovet. Æblerne trillede ud af
hendes indkøbsnet, og han løb i den modsatte retning.
Allerede da han var nået om det næste hjørne, stoppede han og vendte vrangen
ud på tasken. Han kunne have jublet at fryd, hvis ikke det lige var, fordi det ikke
passede sig så godt til hans seje
fremtoning
. Den brune taske var fuld af smykker
og pengesedler og endda et skægt lille ur med en masse
krimskrams
. Til gengæld
var der hverken pung eller personlige papirer, men dem havde han heller ikke brug
for. Han trak på skuldrene, stoppede værdierne i lommen på læderjakken og kylede
tasken i en skraldespand. Et overfladisk blik på smykkerne gjorde det klart, at der
var rigtig mange penge i det her. Det så både ægte og antikt ud. Det var fedt. På
den anden side kunne han ikke betale med smykker i spillehallen. Alexander
vred
sin hjerne
, mens han spekulerede over, hvor han skulle afsætte juvelerne. Der var
jo Antik-Frede i Adelgade. Han kunne nok true ham til at give en helt pæn pris for
godset. Som tænkt, så gjort. Alexander satte kursen mod Adelgade. Antik –Frede
havde lukket, men det kunne han ikke tage sig af. Han blev stående udenfor og
bankede, til han blev lukket ind. Under Fredes protester smed han smykkerne og
uret på disken og forlangte at få kontanter i stedet. Det morede Alexander at se
Fredes øjne, som var lige ved at trille ud af hovedet på ham.
– Unge mand, er du klar over, hvad du har her? spurgte han.
– En halv million, gamle. Se så at komme i gang.
– Æh … Jeg må lige ind og se, hvor mange kontanter jeg har, sagde Frede og for-
svandt ind i baglokalet.
– Lad det gå lidt hurtigt, hvis ikke du vil have smadret bulen! råbte Alexander efter
ham.
– Frede, for helvede, hvad laver du? skreg han, da der var gået et godt stykke tid.
I det samme fornemmede han en bevægelse henne ved døren. Politiet! Havde
Frede sladret? Han kunne næsten ikke tro det. For resten blev man ikke spærret
inde for et simpelt taskerøveri. Frede var sandelig dum i hovedet.
Alt dette for gennem Alexanders hoved, mens han sprang over disken, kun for at
havne i favnen på en civilklædt mand. Alexander indså straks, at det ikke nyttede
at tage kampen op. Ikke alene var manden ret stor, der var også en mindre hær af
politimænd bag ham.
– Kriminalkommisær Dal, præsenterede manden sig. – Du er hermed anholdt for
115.
116.
117.
118.
119.
120.
121.
122.
123.
124.
125.
126.
127.
128.
129.
130.
140.
141.
142.
143.
144.
145.
146.
147.
148.
149.
150.
151.
152.
at give et puf
= at skubbe
fremtoning
= stil, udseende og tøj
krimskrams
= små ting
at vride hjernen
= at tænke meget