Previous Page  75 / 108 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 75 / 108 Next Page
Page Background

73

jen, som var den skyldige, selvom rygtet løb i klubben. Alice ville gerne være sikker

i sin sag, før hun dømte ham som den skyldige.

Men der var ingen tvivl. Georg og Magda fortalte i munden på hinanden om hæt-

tetrøjen og de tunge støvler. Georg sad på Magdas sengekant og holdt hende i

hånden, og det var tydeligt, at ingen af dem var rigtig

kommet sig

endnu. Alice

lyttede og knugede sin egen taske tættere ind til sig.

– Hvis I er helt sikre på tidspunktet, så mødte jeg ham, lige inden han overfaldt jer,

sagde hun. – Heldigvis havde jeg et ærinde et sted, så jeg smuttede fra ham.

– Så heldige var vi ikke, sukkede Georg. – Og så mistede vi endda pengene til

huslejen.

– Åh, forresten, sagde Alice hurtigt. – Det havde jeg nær glemt, et lille plaster på

såret.

Hun trak et bundt sedler op af tasken og lagde dem på Magdas dyne. Det gamle

ægtepar stirrede vantro fra pengene og op til Alice.

– Jamen, det kan vi ikke tage imod. Og du kan da heller ikke undvære dem.

– Jo, jeg kan. Lov mig, at det bliver mellem os. Jeg har vundet i lotto, og jeg vil

helst ikke have det ud.

– Vi siger ikke et ord, lovede Magda og Georg. Pludselig så de ud til at have det

bedre.

Alice rettede lidt på kraven og spejlede sig i elevatorens blanke metal. – Et nemt

offer, hviskede Alice for sig selv. – Barnemad.

Alexander var i dårligt humør. Politiet var begyndt at

genere

ham. Ikke mindre end

to gange i den sidste tid var han blevet standset og udspurgt, om han kendte no-

get til en

hel stribe

overfald på ældre mennesker. Han havde selvfølgelig nægtet

med alle tegn på forargelse. Men indvendig havde han raset. Hvad pokker bildte

de gamle tosser sig ind? Havde de ingen respekt?

Med hænderne i lommen daskede han ned ad gågaden. Det var lige efter lukketid.

Og alt lå stille hen. Det var ellers på det tidspunkt, han plejede at fange et par pen-

sionister på vej til bankospil eller på vej på besøg, men i dag var alt som uddødt. De

var nok bange for, at han ville hævne sig. Og det gjorde de fuldstændig ret i. Han

brød sig ikke spor om at blive udpeget på den måde.

Alexander havde lige opdaget, at han ikke havde penge nok til at tilbringe hele af-

tenen i spillehallen, da han fik øje på hende. Den gamle dame med rævepelskraven.

Hun tullede af sted et stykke foran ham med et tungt indkøbsnet i den ene hånd

og sin brune taske i den anden. Han mærkede pulsen stige. Denne gang skulle hun

ikke undslippe. Nu ville han en gang for alle sætte sig i respekt. Han satte farten

op og halede hurtigt ind på hende. Et blik til hver side overbeviste ham om, at de

var helt og aldeles alene. Han kunne ikke selv have valgt tid og sted bedre.

77.

78.

79.

80.

81.

82.

83.

84.

85.

86.

87.

88.

89.

90.

91.

92.

93.

94.

95.

96.

97.

98.

99.

100.

101.

102.

103.

104.

105.

106.

107.

108.

109.

110.

112.

113.

114.

at komme sig

= at blive rask

at genere

= at irritere

en hel stribe

= mange