75 / 108
73
jen, som var den skyldige, selvom rygtet løb i klubben. Alice ville gerne være sikker
i sin sag, før hun dømte ham som den skyldige.
Men der var ingen tvivl. Georg og Magda fortalte i munden på hinanden om hæt-
tetrøjen og de tunge støvler. Georg sad på Magdas sengekant og holdt hende i
hånden, og det var tydeligt, at ingen af dem var rigtig
kommet sig
endnu. Alice
lyttede og knugede sin egen taske tættere ind til sig.
– Hvis I er helt sikre på tidspunktet, så mødte jeg ham, lige inden han overfaldt jer,
sagde hun. – Heldigvis havde jeg et ærinde et sted, så jeg smuttede fra ham.
– Så heldige var vi ikke, sukkede Georg. – Og så mistede vi endda pengene til
huslejen.
– Åh, forresten, sagde Alice hurtigt. – Det havde jeg nær glemt, et lille plaster på
såret.
Hun trak et bundt sedler op af tasken og lagde dem på Magdas dyne. Det gamle
ægtepar stirrede vantro fra pengene og op til Alice.
– Jamen, det kan vi ikke tage imod. Og du kan da heller ikke undvære dem.
– Jo, jeg kan. Lov mig, at det bliver mellem os. Jeg har vundet i lotto, og jeg vil
helst ikke have det ud.
– Vi siger ikke et ord, lovede Magda og Georg. Pludselig så de ud til at have det
bedre.
Alice rettede lidt på kraven og spejlede sig i elevatorens blanke metal. – Et nemt
offer, hviskede Alice for sig selv. – Barnemad.
Alexander var i dårligt humør. Politiet var begyndt at
genere
ham. Ikke mindre end
to gange i den sidste tid var han blevet standset og udspurgt, om han kendte no-
get til en
hel stribe
overfald på ældre mennesker. Han havde selvfølgelig nægtet
med alle tegn på forargelse. Men indvendig havde han raset. Hvad pokker bildte
de gamle tosser sig ind? Havde de ingen respekt?
Med hænderne i lommen daskede han ned ad gågaden. Det var lige efter lukketid.
Og alt lå stille hen. Det var ellers på det tidspunkt, han plejede at fange et par pen-
sionister på vej til bankospil eller på vej på besøg, men i dag var alt som uddødt. De
var nok bange for, at han ville hævne sig. Og det gjorde de fuldstændig ret i. Han
brød sig ikke spor om at blive udpeget på den måde.
Alexander havde lige opdaget, at han ikke havde penge nok til at tilbringe hele af-
tenen i spillehallen, da han fik øje på hende. Den gamle dame med rævepelskraven.
Hun tullede af sted et stykke foran ham med et tungt indkøbsnet i den ene hånd
og sin brune taske i den anden. Han mærkede pulsen stige. Denne gang skulle hun
ikke undslippe. Nu ville han en gang for alle sætte sig i respekt. Han satte farten
op og halede hurtigt ind på hende. Et blik til hver side overbeviste ham om, at de
var helt og aldeles alene. Han kunne ikke selv have valgt tid og sted bedre.
77.
78.
79.
80.
81.
82.
83.
84.
85.
86.
87.
88.
89.
90.
91.
92.
93.
94.
95.
96.
97.
98.
99.
100.
101.
102.
103.
104.
105.
106.
107.
108.
109.
110.
112.
113.
114.
at komme sig
= at blive rask
at genere
= at irritere
en hel stribe
= mange