Previous Page  71 / 108 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 71 / 108 Next Page
Page Background

69

1.

10.

20.

30.

40.

50.

60.

70.

De læste til eksamen. Solen skinnede, og det var ved at

blive rigtig varmt i vejret. De var fire unge, der holdt

sammen og hjalp hinanden. Pia, Morten, Henriette og

Dennis. ”Skal vi ikke holde en pause fra bøgerne og gå

en lille tur,” spurgte Morten. ”God ide,” sagde de andre.

De var hurtige til at komme afsted, ud i det gode vejr.

Efter 5 minutter hen ad skovvejen satte de sig på en

træstamme, der lå i vejsiden. De begyndte at snakke

om, hvad de skulle lave i sommerferien, og var enige

om, at det ikke måtte koste for meget, for de havde

hverken penge eller arbejde. Henriette sad og drak af

en colaflaske. Da den var tom, kastede hun den ind i

skoven. ”Det kan man da ikke

være bekendt

,” sagde

hendes veninde Pia. ”Okay, jeg skal nok samle den op

igen og tage den med hjem.” Pia kom hurtigt tilbage

med flasken, men det var ikke det eneste. I den anden

hånd havde hun en sort sportstaske? ”Den lå lige her

under nogle grene, ikke langt fra træstammen,” sagde

hun. Hun satte den straks fra sig på jorden. Meget my-

stisk. ”Det er nok ikke noget særligt, for hvem

efterla-

der

noget værdifuldt her ude i skoven,” sagde Dennis.

Da de havde snakket frem og tilbage om, hvad der

mon kunne være i tasken, besluttede de sig til at åbne

den. ”Måske er det en bombe”, sagde Morten. Hans

far var inden for politiet. ”Nej, hold nu op,” sagde de

andre. Nysgerrigheden var for stor. Det blev så beslut-

tet for en sikkerheds skyld, at de andre skulle gå lidt

væk, når Dennis åbnede tasken. Det gjorde han uden

besvær. ”Hold da op,” råbte han. De samledes omkring

tasken. Den var fuld af penge. Mange penge. Forskel-

lige valutaer. Dollars, kroner, pund og rubler. Der blev

helt stille. De kunne pludselig høre en, der nyste ikke

langt fra. ”Vi er ikke alene herude,” sagde Henriette.

”Luk hurtigt tasken og læg den tilbage.” De satte sig

igen på træstammen. ”Hvad skal vi nu gøre?” sagde

Morten. ”Hvis min far skulle bestemme, så skal den

afleveres til politiet.” ”Nej,” sagde de andre. ”Nu skal

vi på en lang, spændende og dyr ferie. Vi har masser

af penge.” En hund gøede ikke langt derfra. Lad os gå,

sagde Pia, jeg er bange. Det er måske blodpenge. De

diskuterede forskellige muligheder. Resultatet blev, at

de hellere måtte aflevere tasken til politiet. Man har

ikke megen glæde af sådan nogle penge, var de enige

om. Dennis tog tasken. De rejste sig og skulle til at

gå, da 3 mænd i

camouflagetøj

, pistoler i bæltet og

med en stor schæferhund i snor pludselig kom, ud af

skoven. ”Goddag,” sagde den ene, vi er fra politiet. Vi

har hørt alt, hvad I har sagt og lavet. Det forholder sig

således, at vi har fulgt nogle narkohandlere gennem

længere tid og fundet ud af, at de bruger dette sted

som udvekslingssted. Narko for penge. Vi har derfor

dette sted under observation, indtil vi har fået fat i

forbryderne. Vi har fanget ham, der kom med pen-

gene. Nu venter vi bare på ham, der skal komme med

narkoen. Vi må bede jer om ikke at fortælle dette til

nogen de næste par uger. Det var godt, I bestemte jer

for at overlade tasken til politiet. Det vil blive nævnt i

politirapporten.”

Det var nu nok en lidt mere dramatisk eftermiddag,

end de 4 havde regnet med. Det tog hele 2 dage, inden

de kunne koncentrere sig om at læse til eksamen. De

kunne senere læse i avisen, at man havde pågrebet 2

narkosælgere, som nu sad

bag tremmer

. Da der ikke

var nogen, der gjorde krav på pengene, skulle staten

have dem, men de 4 unge fik udbetalt 10% af det

fundne beløb i findeløn, fordi de havde bestemt sig for

at aflevere pengene til politiet. Da skolen var afsluttet,

tog de på en lang og spændende telttur til Norge. Med

alt betalt.

Feriepenge

Forfatter ukendt

at være noget bekendt

= at kunne tillade sig at gøre

at efterlade

= at lade blive tilbage

camouflagetøj

= soldater bruger c.tøj for ikke at blive set

bag tremmer

= i fængsel