49 / 60
”Jeg har fundet dit hjerte,” sagde han. ”Tyveriet er opklaret.”
”Virkelig,” råbte jeg. Jeg turde næsten ikke tro på det.
”Det passer.” Franz nikkede betydningsfuldt ligesom en ægte
detektiv og begyndte at gå tværs over skolegården.
”Det er Pia,” hviskede han og pegede over mod
en klynge
piger,
der stod uden for pigernes toilet og fjasede.
”Pia,” sagde jeg overrasket. Jeg kunne ikke forestille mig, at Pia
gik rundt og stjal hjerter. Hendes øjne var altid klare, og hun havde
orden i sagerne.
”Pia en tyv?” hviskede jeg tilbage.
Franz nikkede. ”Det er hende.”
Da vi kom over til flokken, vendte Pia sig om mod os. Hun
smilede. Hun lignede ikke nogen tyv. Og hun så ikke ud til at ville
løbe sin vej, selvom Franz havde afsløret hende.
Hun så lige ind i mine øjne, og så løftede hun begge sine hænder.
Og tænk sig, dér mellem hendes hænder lå mit hjerte.
Jeg kunne genkende det, selvom jeg aldrig havde set det før,
men at det var mit, det var jeg ikke i tvivl om. (Man kan vel kende
sit eget hjerte, når man ser det!) Men det, hun så gjorde, var endnu
mærkeligere.
Hun åbnede sin jakke og tog sit eget hjerte ud og kastede det hen
til mig. Jeg greb det, og i det samme mærkede jeg, at mit eget hjerte
igen sad i mit bryst, men nu var det meget større, og det bankede
højere end nogensinde før. Og for hvert bank sagde det: Pia! Pia!
Jeg kiggede ned på Pias hjerte. Jeg ville ikke af med det, men så
mærkede jeg, at hun også skulle have sit eget hjerte i brystet, og jeg
gik hen til hende, og hun åbnede sin jakke og lagde det på plads.
Siden har jeg altid sagt: tag hen til Franz´ detektivbureau.
Han opklarer alle forbrydelser. Smartere detektiv findes simpelthen
ikke i hele Danmark.
Louis Jensen
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
en forbryder
= glæpamaður
en kølle
= kylfa
en lup
= stækkunargler
sølet
= útatað
en klynge
= þyrping
47