48 / 60
46
En gang spurgte Franz, om jeg ville være hans kompagnon. Men jeg
sagde, at det havde jeg ikke tid til. I virkeligheden ville jeg gerne have
været med, men jeg turde ikke, for Franz er nogle gange på sporet af
virkelig hårde
forbrydere
med
køller
og oversavede geværer. Det har
han selv fortalt.
”Jeg finder hjertet,“ lovede Franz. Samtidig tog han sin
lup
op af
lommen, kneb øjnene sammen og så sig vagtsomt omkring, så jeg
kunne forstå, at nu tog bureauet fat.
”Tak,“ sagde jeg. ”Men gør det hurtigt. Det er ikke rart at gå rundt
uden sit hjerte!“
Samme aften som jeg sad på mit værelse og spekulerede over
mit stakkels forsvundne hjerte, kom Franz. Han havde undersøgt alle
mystiske steder i byen, men hjertet havde han ikke fundet. Han havde
været nede på isbaren og i biografen og ledt mellem stolene. Han havde
oven i købet fulgt efter en mystisk mand, der bar på en gennemsigtig
plasticpose, der var
sølet
ind i blod, og indeni lå der noget, der lignede
et hjerte. Men det var bare et kødben. Franz havde sneget sig efter
manden, og gennem nøglehullet ind til hans stue havde Franz set ham
give sin hund kødbenet.
Jeg rystede over hele kroppen. Tænk, hvis det havde været mit
hjerte, hunden åd! To dage efter kom Franz hen til mig i frikvarteret.