89 / 108
87
40.
50.
60.
70.
prut
= tarmluft
en bæ
= en lort
i løbet af dagen
= på en dag
en sinkadus
= et slag på siden af hovedet
Alligevel var han verdens uartigste dreng. Hvadbehager? Jo, det kom sig af, at han
ikke kunne lyve, og det er ret slemt. Hvis nu for eksempel at man er ude hos sin faster,
og man får sådan nogle kålroulader, og det ved du måske ikke, hvad er, men det er
noget være grimrianmad lissom stegt lever og sild i eddike, og hvis man er ude for
at få serveret sådan nogle kålroulader hos sin faster, så har man værsgo at spise hele
møget, og hvis hun spørger, om det smager godt, så siger man: ”Ja, faster” og for
eksempel: ”Du har altid været god til at lave mad”. Så er man artig.
Men Svend Bendt kunne ikke, selvom han gerne ville.
Når hans faster spurgte, om han kunne lide maden, og det var og blev altså de der
kålroulader, så sagde han: ”Nej, ærlig talt, faster, de smager af prut og bæ.”
Hvadbehager? Sådan siger man bare ikke til nogen faster i hele verden og især ikke
til sin egen, men hvad skulle Svend Bendt gøre, han kunne ikke lyve om nogen ting,
det måtte bare ud af munden på ham.
Osse når det var jul og fødselsdage og den slags. Det kender du sikkert, så går man
og ønsker sig det store dukkehus eller en modeljernbane, og det er det eneste, man
rigtig ønsker sig, og så får man ikke andet end for eksempel sådan en lodden vinter-
frakke med blå knapper, der er lidt for lang på ærmerne. Hvis man er artig, så siger
man alligevel: ”Tusind tak”, men gæt engang, om Svend Bendt kunne det. Selvfølge-
lig kunne han ikke. Han sagde et højt og tydeligt ”Øv, sådan en dum frakke”, og så var
den juleaften ødelagt.
Du kan nok regne ud, at der ikke var ret mange, der syntes Svend Bendt var en ar-
tig dreng, faktisk lige modsat, de syntes simpelthen, at han var verdens uartigste
møgunge, og ingen ville have noget med ham at gøre. Her har man stået og lavet
kålroulader, og så får man at vide, at de smager af
prut
og
bæ
, ærligt talt.
Heldigvis er der noget, der hedder lyveskoler, og Svend Bendts mor og far sparede
sammen, så Svend Bendt kunne komme ind og gå på sådan en, men han var sandelig
ikke nogen særlig dygtig elev. Ikke i starten, i hvert fald.
Alle de uartige børn i klassen skulle øve sig på at lyve hver dag, og de startede med at
øve sig på æbler, ja på helt almindelige æbler. Lyvelæreren gav dem alle sammen et
rødt æble, men de måtte ikke spise det, næ nej, sådan leger man ikke på lyveskolerne.
Først skulle alle børnene se på det røde æble, og så skulle de sige højt og tydeligt:
”Ammenam for et grønt æble,” og så først måtte de sætte deres tænder i det. De dyg-
tigste i klassen lærte det i løbet af den første time. De fik både æblet og osse bolsjer
bagefter og klap på håret af lyvelæreren. De andre elever lærte det
i løbet af dagen
,
men Svend Bendt, ak milde himmel. Det tog ham, jeg ved ikke hvor længe. Bare at se
på det røde æble og sige, at det var grønt, det var noget af det sværeste, han nogen-
sinde havde prøvet, og han måtte både have en eftersidning og en på
sinkadusen
af
lyvelæreren, før det lykkedes. Hvis du ikke ved, hvad en eftersidning og en sinkadus
er, så spørg en eller anden skolelærer, de plejer at vide besked om den slags.
Men han var en flittig dreng, Svend Bendt, og han tog sine tæv og sine eftersidnin-