8 / 60
6
Guf og syltetøj
Han gik altid først ind, når der næsten ingen kunder
var. Så havde hun mere tid. Tid til at forkæle ham.
Hun gjorde sig umage med hans kugler, syntes
han, formede dem ekstra store og placerede dem
med særlig kærlig og nænsom hånd i kræmmerhuset.
Og så kom det, de dejligste ord han kunne høre, fra
den dejligste pige i hele den dejlige sommer:
– Guf og syltetøj?
Han nikkede altid. Han sagde ikke noget. Han
havde brugt sine ord til at forklare hende, hvor
mange kugler han ville have og hvilken slags: Vanilie,
nougat, rom og rosin, pistacie, lakrids, After Eight,
kakao o.s.v. Det lød dumt, ligegyldigt hvad han valgte,
han stammede det frem, af bar nervøsitet for at lyde
forkert, i forhold til hende der kunne sige de tre ord,
naturligt, og mere end det; de lød som vaffelmusik:
– Guf og syltetøj?
Hun hed Tina og var nok mindst et par år ældre
end han. Men kærlighed var mystisk. Hans mor var
for eksempel 2 ½ år ældre end hans far. Det betød
ikke noget. Når man blot elskede hinanden.
Han vidste, at Tina stoppede i dag. I ”Vaflen”.
Hun havde fortalt det til en kunde, hun kendte, mens
han havde været i butikken. Det var kun et feriejob.
Så i dag ville han
erklære
hende sin
kærlighed
.
Han ville gå ind til hende og sige: Jeg elsker dig.
Så let var det. Hvis man havde mod. Og det havde
han, var han sikker på. Han havde øvet sig hjemme
på hunden, Bella, når ingen hørte det. Og Bella havde
slikket ham på munden. Men det var måske fordi han
lugtede af guf og syltetøj. Med Tina ville det være
ægte kærlighed.